18. marts 2019
Leg med din barselsplan – og få dét, du har ret til
Du kan miste mange penge og rettigheder, hvis ikke du sætter dig ind i reglerne for graviditet og barsel. Se reglerne og lav din egen barselsplan her.
Det kan være lidt svært at sætte sig ind i overenskomstregler. Men hvis du vil være sikker på at få dét, du har ret til, er du nødt til at gøre det – inden du bliver gravid.

Vi står altid klar til at hjælpe dig – bare tag fat i os.

Du skal vide, at der er forskel på, om du er færdiguddannet og har, eller ikke har, en overenskomst, om du er elev med en uddannelsesaftale, eller om du er elev i en skolepraktik, når du skal finde de regler, som gælder for netop dig.

Derfor har vi listet de vigtigste regler for frisører og kosmetikere længere nede på siden her.

Leg med din barselsplan
Borger.dk fortæller også om de generelle regler for barsel og orlov. Derinde kan du også lege med din egen barselsplan. Du kan for eksempel fordele forældreorloven mellem dig og din partner. 

Vi vil varmt anbefale, at du besøger siden og bliver klogere.

Ja tak – jeg vil lege med min barselsplan ►►►

Generelle regler om barsel og orlov
Hvis du er kvinde, har du ret til at gå på graviditetsorlov 4 uger før, du skal føde.

Efter fødslen skal du på barselsorlov i 14 dage. Men du har ret til 14 ugers barselsorlov i alt. I samme periode har faderen ret til 2 ugers fædreorlov.

Begge forældre kan afholde forældreorlov i op til 32 uger.
De 32 uger kan forlænges til 40 eller 46 uger – men I har stadig kun krav på et beløb svarende til de 32 uger, som så bliver fordelt ud på den forventede orlovsperiode.

Du er ansat under Frisør- og Wellnessoverenskomsterne
Hvis du har 9 måneders anciennitet på det forventede fødselstidspunkt, har du ret til 133 kroner i timen i 4 uger før termin.

Hvis du føder før termin, "mister" du resten af lønnen i 4 ugers perioden.

Går du over tid, kan du få barselsdagpenge fra terminsdagen og frem til fødselstidspunktet.

Hvis du på fødselstidspunktet har været beskæftiget i 9 måneder inden for de sidste 18 måneder, har du ret til løn under barsel i 14 uger efter fødslen. Lønnen udgør den gennemsnitlige løn i de sidste 16 uger/4 måneder. Arbejdsgiver skal i samme periode betale et ekstra pensionsbidrag på 8,50 kroner i timen, og du skal betale 4,25 kroner ekstra. 

Fædre har ret til 2 ugers løn under fædreorlov.

Fra 15. uge efter fødslen kan begge forældre holde orlov i 5 uger hver. Den ene af jer kan oven i det holde 3 ekstra uger. Lønnen udgør den gennemsnitlige løn i de sidste 16 uger/4 måneder. Der er ikke ekstra pension i denne periode. 

Fædre har også ret til op til 8 ugers løn under forældreorlov.
Lønnen udgør den gennemsnitlige løn i de sidste 16 uger eller 4 måneder.

Det er en forudsætning for betaling af løn efter overenskomsten, at arbejdsgiver er berettiget til refusion svarende til den maksimale dagpengesats. Hvis refusionen er mindre, nedsættes lønnen tilsvarende.

Fra 23. uge efter fødslen har du ikke længere krav på løn efter overenskomsten, og du overgår på dette tidspunkt til barselsdagpenge.


Du er ansat uden overenskomst - eller med overenskomst men har mindre end 9 måneders anciennitet

Hvis du i øvrigt opfylder betingelserne, kan du få barselsdagpenge i:
  • 4 uger før termin
  • 14 uger efter fødsel/2 ugers fædreorlov
  • 32 uger fra 15. uge efter fødslen. Kan forlænges til 40 eller 46 uger
Udbetaling Danmark kan oplyse dig om, hvorvidt du er berettiget til barselsdagpenge.

Du er ansat med en anden overenskomst
Hvis du er ansat under en anden overenskomst, vil dine rettigheder fremgå af denne overenskomst. Henvend dig til DFKF, så kan vi oplyse dig om dine rettigheder.

Du er elev med en uddannelsesaftale
Hvis du i øvrigt opfylder betingelserne, kan du få barselsdagpenge i:
  • 4 uger før termin
  • 14 uger efter fødsel/2 ugers fædreorlov
  • 32 uger fra 15. uge efter fødslen. Kan forlænges til 40 eller 46 uger
Udbetaling Danmark kan oplyse dig om, hvorvidt du er berettiget til barselsdagpenge.

Du er elev i skolepraktik
Skolen kan oplyse dig om, hvorvidt du er berettiget til skolepraktikydelse. 

Forlængelse af din forældreorlov – pas på!
Hvis du vil forlænge din forældreorlov, skal du passe på. 

Muligheden er der bestemt – men ofte vil svaret på, hvordan du skal gøre for at undgå problemer, være så individuelt, at vi meget gerne vil rådgive dig personligt om det.

Derfor skal du kontakte os i god tid inden det bliver aktuelt.

---
OBS!
Hvis du bliver syg under graviditeten eller op til din orlov, skal du altid kontakte os.


Denne artikel er kun en kort gennemgang af reglerne og kan ikke erstatte personlig rådgivning om din konkrete situation.

Kontakt DFKF, så vi kan rådgive dig – for eksempel om en forlængelse af din orlov:

Mail: dfkf@forbundet.dk

Telefon: 35 83 18 80

Barsel